Sprogmagi
Tekstarbejde er et håndværk. Djævlen ligger i detaljen, og det samme gør magien. Ord kan ændre en stemning, en følelse, en betydning. Hvis ikke vi mestrer ordets brug, kan vi skabe reaktioner, der aldrig var intentionen. Omvendt, hvis vi forstår at kalibrere vores indre sprogkompas, kan ord tryllebinde, begejstre og give mening.
Malene Jonasson
Fra bogens bagside læses …
​
Sådan har jeg lyst til at starte afsnittet om mig, fordi jeg godt kan lide tanken om at være en historie, der bliver levet og beskrevet i min egen livsbog. Bagsideteksten er resumeet af historien, hvor jeg samler de milepæle, min historie er rundet af.
​
Ord har fyldt hele mit liv, særligt det skrevne. Som 9-årig skrev jeg mit første digt, selvom digtformen ikke har været noget, jeg har brugt som min foretrukken udtryksform. Men d. 1. marts 1986 blev Olof Palme skudt i Stockholm, og som helsingoraner med svenske aner har min relation til Sverige altid været nær. Det var en voldsom begivenhed, der gav genlyd, og 9-årige Malene reagerede ved at sætte tanker og følelser på vers og papir. Min mormor gemte det, og jeg har det endnu.
​
Min mormor havde en gammeldags skrivemaskine, som jeg brugte meget tid sammen med. På et tidspunkt blev den udskiftet med en elektrisk, og herfra tog min interesse for det skrevne ord fart. Den nye teknologi gjorde det sjovt at sidde i timevis og prøve alle funktioner af, og det udviklede sig til små, korte fortællinger, historier og noveller.
Jeg tog min passion for ordets magi med mig i skole, og her fandt jeg ud af, at det eneste, jeg var rigtig god til, var forståelse for sproget, leg med ordene og at få det hele til at spille sammen. Således blev min kunnen til min passion.
Det er sandt, at man nogle gange ikke kan se skoven for bare træer. Fra jeg var stor teenager og langt op i mit voksne liv, søgte jeg konstant efter min hylde. Sideløbende med min søgen, skrev jeg: Artikler, romaner, der aldrig blev udgivet, tanker, betragtninger, reaktioner på ting jeg oplevede, læste, hørte. Jeg skrev endda sange.
​
I gymnasiet blev jeg engang beskyldt for snyd. Vi havde fået den opgave at skrive et digt eller en sangtekst på engelsk. Jeg skrev en sangtekst på to A4-sider med vers, broer, hooks og omkvæd. Da jeg fik den retur, sagde min lærer, at den var påfaldende god og nærmest (for) perfekt opbygget. Men da opgaven var at skrive en tekst selv, og ikke bare kopiere en sang fra andre, kunne hun ikke give mig karakter for den. Det måtte jeg gerne huske til næste gang. Mine protester var for døve ører, så jeg besluttede at fortælle mig selv, at jeg havde lavet en tekst, der var så god, at selv ikke min lærer kunne skelne den fra en professionel sangskrivers arbejde.
​
Der skulle gå (alt for) mange år, før jeg forstod, hvad jeg i virkeligheden var sat i verden for. Måske handlede det mest om en (ganske forkert) opfattelse af, at min passion for at skrive ikke var et fag, men det handlede også om, at jeg ikke vidste, hvilken vej jeg skulle vælge. Skulle jeg være forfatter? Journalist? Eller skulle jeg fortsætte med at skrive faglige artikler til brug for nogen, der faldt tilfældigt over dem?
